Ændringer i udtræk af prøvefag

[20.12.2011]

Fra og med sommertermin 2012 ændres udtrækket af prøvefag på de gymnasiale uddannelser.

Antallet af prøver til eksamen i de sammenhængende gymnasiale uddannelser stx, hhx og htx blev nedsat fra 11 til ni ved aftalen af den 2. april 2009 mellem forligspartierne bag gymnasiereformen.

I forbindelse med ændringen af antallet af prøver foretages følgende justeringer vedrørende udtrækket af prøvefag:

  1. Prøver i fag på B-niveau med både skriftlig og mundtlig prøve vil nu – det vil sige fra sommertermin 2012 – indgå frit i udtrækket. I fag på A-niveau med både mundtlig og skriftlig prøve aflægges fortsat mindst én prøve.
  2. Elever med ekstra A-niveaufag skal aflægge et tilsvarende antal ekstra prøver.

Ændringen i punkt 1 omfatter elever, som er begyndt på deres sammenhængende gymnasiale uddannelse stx, hhx og htx i 2010 og efterfølgende årgange. Ændringen fastsættes ved ændring af eksamensbekendtgørelsen. Ændringsbekendtgørelsen forventes udstedt omkring årsskiftet 2011/2012.

Ændringen i punkt 2 omfatter elever, som har påbegyndt deres treårige uddannelse i 2011 og efterfølgende årgange. Ændringen har tillige virkning for de elever, som begynder deres toårige uddannelse på studenterkursus august 2012 eller senere.

Kontakt

  • Morten Aronsson Olsen

    Morten Aronsson Olsen
    Undervisningskonsulent
    Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen
    mools1@ktst.dk
    Tlf. 3392 5508