Evaluering af projekt Skoleudvikling

[15.12.2011]

164 forsøg viser, at blandt andet erfaringerne med undervisningsassistenter er positive. Men resultaterne er ikke entydige.

164 forsøg er gennemført inden for projekt Skoleudvikling. Erfaringerne viser blandt andet, at brugen af undervisningsassistenter gør, at lærerne i højere grad kan koncentrere sig om at undervise.

”Erfaringerne fra projekt Skoleudvikling vil vi inddrage i reformprogrammet for folkeskolen, som regeringen går i gang med i begyndelsen af det nye år. Blandt andet vil vi bruge erfaringerne fra skoleudviklingsprojektet om undervisningsassistenter til et udvidet forsøg med tolærerordninger,” siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Øget trivsel og faglighed for udsatte elever

Der er gennemført 44 forsøg i projekt Skoleudvikling med undervisningsassistenter, som primært har været ansat til indskolingen. Evalueringen af forsøgene bygger alene på oplevede effekter og viser, at de 20 procent mest udsatte elever oplever en øget faglig læring og trivsel i løbet af den tid, undervisningsassistenten har været i klassen.

I forsøgene har undervisningsassistenterne både været pædagoguddannede, lærerstuderende og personer uden en pædagogisk uddannelse. Evalueringen beskriver tre arketyper af undervisningsassistenter:

  1. Lærerassistenten, der primært udgør en praktisk støtte målrettet mod læreren, for eksempel klargøring af undervisningsmaterialer.
  2. Relationsmedarbejderen, som yder støtte til elever med fokus på trivsel og omsorg nogle gange inden for en specialpædagogisk tilgang.
  3. Lærerstuderende, hvis formål er at understøtte både lærer og elever gennem opgaver, der omhandler faglig/didaktisk støtte og undervisningsrelaterede opgaver.

Lærerne oplever ro til undervisning

Næsten alle skolelederne og ni ud af 10 af lærerne i forsøgene er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med assistenterne. Mindst halvdelen af lærerne oplever, at undervisningsassistenten har medvirket til, at de i højere grad kan koncentrere sig om at undervise og have fokus på fagligheden.

Evalueringen af ordningerne med undervisningsassistenter viser også, at:

  • Ansættelse af undervisningsassistenter med stærke personlige kompetencer giver større effekt.
  • Et minimum af tid til samarbejde med lærere og mødevirksomhed er hensigtsmæssigt, men erfaringerne fra forsøgene viser ikke et behov for egentlig forberedelsestid.
  • Skoleledelsen har en vigtig rolle i at sikre undervisningsassistenternes integration på skolen. Ledelsen skal være tydelig, rammesættende og besluttende.

Fakta

Inden for de seneste tre år er der gennemført 164 forsøg med

  • undervisningsassistenter
  • erhvervsklasser
  • intensive og motiverende læseforløb – turbodansk
  • it-støttede undervisningsformer
  • lokale taskforces for skoleudvikling.

Forsøgene har været mange og forskellige. Evalueringerne kan på grund af variationen i forsøgene ikke konkludere entydigt om effekterne af indsatserne for eleverne. De involverede elever, lærere, skoleledere med flere oplever dog, at indsatserne virker.

Projektet har en følgegruppe, som løbende er blevet orienteret og hørt. I følgegruppen sidder Børne- og Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening, Danmarks Privatskoleforening, Danske Erhvervsskoler, Dansk Friskoleforening, Danske Skoleelever, Efterskoleforeningen, KL, Professionshøjskolerne, Skolelederforeningen, Skole og Forældre samt Ungdomsskolernes Udviklingscenter.

Fremover skal forsøgsprojekter designes sådan, at det efterfølgende er muligt at måle, om forsøgene har været en succes eller ej. På den måde kan resultaterne af forsøgene bruges på nationalt niveau, i kommuner og på skoler.

Få mere viden og inspiration

Læs mere om resultaterne af alle fem indsatsområder på projektets hjemmeside skoleudvikling.uvm.dk. Her kan du også hente inspirationshæfter, læse om hvert enkelt forsøg og se filmklip fra nogle af forsøgene.

Projekt Skoleudvikling er et udviklingsprojekt (2009-2011), der vil forbedre indsatsen for udsatte og fagligt svage elever og styrke overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Projektet er finansieret af uforbrugte midler fra Globaliseringsaftalen, satspuljeforliget for 2009 og Ministeriet for Børn og Undervisning. Der har været afsat i alt 63 millioner kroner til projektet, heraf 48 millioner kroner til tilskud til kommunalt forsøgsarbejde. Der er foretaget en ekstern evaluering af hvert indsatsområde.

Kontakt

  • Lise Borup Krogsgaard
    Særlig rådgiver
    Departementet
    likro4@uvm.dk
    Tlf. 3392 5044
    Mobil 4127 7039

  • Cecilie Wulff Juul Jørgensen
    Fuldmægtig
    Departementet
    cejor2@uvm.dk
    Tlf. 3392 5317

Få mere viden og inspiration på skoleudvikling.uvm.dk

Læs mere om resultaterne af alle fem indsatsområder på projektets hjemmeside skoleudvikling.uvm.dk. Her kan du også hente inspirationshæfter, læse om hvert enkelt forsøg og se filmklip fra nogle af forsøgene.