Betingelser og kriterier for ansøgere

Download nedenstående tekst

Deltagere

Ansøgningsberettigede er kommuner – enten på vegne af enkelte skoler eller på vegne af det samlede skolevæsen. Frie skoler kan ansøge inden for de to indsatsområder "Intensive og motiverende læseforløb - Turbo-dansk" og "It-støttede undervisningsformer".

Betingelser for deltagelse inden for indsatsområderne

Det er en betingelse for at opnå støtte til et forsøg under Skoleudvikling, at:

  • forsøgsarbejdet er ekstraordinært i forhold til den almindelige drift
  • kommunen/skolen skal medfinansiere forsøgsarbejdet i forholdet 1:1
  • ansøgningen udfyldes og fremsendes på et særligt ansøgningsskema.

Det er muligt i samme ansøgningsrunde, at søge om tilskud til flere forsøg inden for Skoleudvikling.

De kommuner/skoler, der får tildelt tilskud, forpligter sig til at:

  • beskrive og evaluere forsøgsarbejdet efter nærmere retningslinjer
  • udarbejde en afsluttende beskrivelse af forløbet og resultaterne, som afleveres til Skolestyrelsen ved det tilskudsstøttede forsøgsarbejdes afslutning
  • medvirke i ekstern evaluering og levere dokumentation hertil
  • deltage i central og lokal formidling
  • udarbejde og indsende endeligt regnskab ved forsøgsarbejdets afslutning i henhold til bekendtgørelse nr. 1380 af 19. december 2008 om regnskab og revision af Undervisningsministeriets puljemidler mv.

Kriterier for udvælgelse af kommuner/skoler

Der vil ved vurderingen af den enkelte ansøgning blive lagt vægt på følgende:

  • i hvilken grad ansøgningen lever op til rammerne for og afgrænsning af udviklingsarbejdet
  • det nyskabende i forsøgsarbejdet
  • at kommunalbestyrelsen er involveret i forsøgsarbejdet
  • at det er sandsynliggjort, at forsøgsarbejdet overgår til driftsform, herunder at der er indgået partnerskaber med henblik på forsøgsarbejdets forankring i løbet af forsøgsperioden
  • at det er sandsynliggjort, at forsøgsarbejdet kan realisere sin målsætning, mm.

For så vidt angår det samlede udviklingsarbejde tilstræbes en jævn geografisk spredning og variation i metodevalget.

Finansiering

De første tre indsatsområder finansieres af Globaliseringsaftalen, mens indsatsområdet "It-støttede undervisningsformer" er led i satspuljeforliget for 2009, og indsatsområdet "Lokale taskforces for skoleudvikling" finansieres af en pulje fra Undervisningsministeriet.

Tilsammen udgør puljerne 63 mio.kr. Heraf er afsat i alt 48 mio. kr. til kommunalt forsøgsarbejde, mens resten af beløbet går til følgeforskning/evaluering, formidling, centralt rekvirerede ydelser, fx undervisningsmateriale, og administration.

Puljerne til kommunale forsøg er forskellige for de fem indsatsområder og udgør henholdsvis:

Undervisningsassistenter:              18.000.000 kr.
Erhvervsklasser:                                12.100.000 kr.
Turbodansk:                                        6.200.000 kr.
IT-støttede undervisningsformer:    4.700.000 kr.
Lokale taskforces:                              7.000.000 kr.

Viser ansøgningsrunderne, at interessen for udvikling inden for de tre temaer i Globaliseringsaftalen (Undervisningsassistenter/lektiehjælp, Erhvervsklasser, Intensive og motiverende læseforløb – Turbodansk,) varierer, tilpasses puljernes finansielle størrelse.

Finansiering af det enkelte forsøgsarbejde foregår inden for følgende rammer:

  • til etablering af lokale taskforces for skoleudvikling er der en øvre grænse for tilskud på 200.000 kr.
  • kommunen/skolen skal medfinansiere forsøgsarbejdet med et beløb, der mindst svarer til tilskuddet (1:1)
  • der gives tilsagn om støtte for højst ét skoleår ad gangen. Ønskes støtte til aktiviteter, der strækker sig over flere år, må der søges på ny året efter
  • der ydes tilskud til udgifter, der dækker fornødne dele af forsøgsarbejdet. Der ydes hverken tilskud til den daglige drift af institutionen eller indkøb af udstyr, medmindre der er en begrundelse herfor, som er forankret i forsøgsarbejdets formål. Se hvert enkelt indsatsområdes beskrivelse for uddybning af, hvad der ydes støtte til.

Kontaktoplysninger

Henvendelse i tilfælde af spørgsmål kan rettes til:

E-mail: skoleudvikling@skolestyrelsen.dk

Fuldmægtig Cecilie Wulff Jørgensen: Tlf.: 3392 6180

Download ovenstående tekst

Senest opdateret 27.05.2010
Hvem kan søge?
Kommuner kan, på vegne af kommunale skoler, søge om tilskud til forsøg med lokale taskforces for skoleudvikling.
Kontakt Skoleudvikling:

I tilfælde af spørgsmål kan henvendelse rettes til:

skoleudvikling@skolestyrelsen.dk

Kontaktpersoner:
Fuldmægtig
Cecilie Wulff Jørgensen
Tlf.: 3392 6180