Hvad er en fri grundskole?
I Danmark er der undervisningspligt. Den danske undervisningspligt giver forældrene mulighed for at vælge en fri skole til deres barn.
Undervisningen på en fri grundskole skal stille eleverne lige med elever, der har gået i folkeskolen, og skal forberede dem til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre.
Forældrene har frihed til selv at vælge undervisning til deres barn
 |
| |
| Modelfoto |
Undervisningspligten betyder ifølge Grundloven, at forældre har ret til selv at beslutte, hvor og hvordan deres barn skal undervises. Forældrene kan blandt andet vælge folkeskolen, en fri grundskole eller hjemmeundervisning til deres barn.
Forældre har pligt til at sørge for, at deres barn får en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det vil sige, at deres barn skal have de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis de havde gået i folkeskolen.
En fri grundskole er et alternativ til folkeskolen
”Frie grundskoler” dækker over mange forskellige betegnelser for skoler, fx: ”friskole”, ”privatskole”, ”lilleskole” og ”realskole”.
Nogle frie grundskoler bygger på et religiøst livssyn, nogle på en bestemt pædagogik. De enkelte skolers pædagogiske tænkning og syn på, hvordan børn lærer, kan også være forskellige, alt efter hvilket grundlag skolerne har.
En fri grundskole må planlægge og gennemføre undervisningen på en anden måde end folkeskolen. Det vælger en del af skolerne at gøre, fordi det passer bedre til deres værdigrundlag.
Der findes i alt cirka 500 frie grundskoler i Danmark.
Senest opdateret 02-03-2010