14-09-2009

Få svar på spørgsmål om to-sprogsundervisning på ny rådgivningstelefon

Hvordan planlægger man undervisningen i en modtageklasse? Kan man få tilskud til undervisning i dansk som andetsprog? Og hvordan tester man bedst de tosprogede elever? Det er nogle af de spørgsmål, Skolestyrelsens Tosprogs-Taskforce har modtaget på en nyåbnet rådgivningstelefon.

 
Camilla Sebelin er en af
Tosprogs-Taskforcens konsulenter 
På rådgivningstelefonen kan lærere, tosprogskonsulenter og andre, der arbejder med undervisning af tosprogede, få konkret rådgivning om pædagogisk praksis og organisering af undervisning på tosprogsområdet. Rådgivningen er åben hver onsdag fra kl. 8:30 -12:00 på telefonnr: 4132 4710.

Rådgivning om vigtige indsatsområder


Parat ved telefonen sidder Tosprogs-Taskforcens konsulenter, som alle har stor erfaring med tosprogsundervisning. En af dem er Camilla Sebelin, der selv har undervist tosprogede på Abildgårdsskolen i Vollsmose, hvor ni ud af ti elever har anden etnisk baggrund end dansk. Her har man især haft fokus på at styrke forældresamarbejdet, og erfaringerne herfra har Camilla taget med sig til rådgivningen i Tosprogs-Taskforcen:


”På Abildgårdskolen havde de tidligere problemer med at få forældrene til at møde op til forældremøder eller skole-hjem-samtaler. Så skolen valgte en anderledes tilgang og inviterede i stedet forældrene til værkstedsdage, hvor de kunne følge børnene til undervisningen i de forskellige fag. Det, at forældrene selv var til stede, gjorde det lettere at opklare tvivl og misforståelser. Derfor råder jeg ofte skolerne til at gøre meget ud af at give forældrene indsigt i børnenes hverdag i skolen.”


 

De gode erfaringer skal spredes

 

Men konsulenterne har ikke kun deres egen erfaringer at trække på. For i Tosprogs-Taskforcen arbejder de videre med de gode erfaringer, der blev indsamlet i projektet ”Dette virker på vores skole” og fokuserer på at sprede erfaringerne til kommuner og skoler i hele landet. På hjemmesiden www.tosprogstaskforce.dk er erfaringerne samlet i syv indsatsområder, der hver især dækker over en række konkrete problemstillinger, og som samlet kan danne basis for en målrettet helhedsindsats.


På hjemmesiden kan interesserede blive inspireret af andres erfaringer og få information om dansk som andetsprog, skole-hjem-samarbejde, organisering af undervisningen og meget mere. Og ud over rådgivning inden for de faste indsatsområder giver Tosprogs-Taskforcen også generelle anbefalinger til, hvordan kommuner og skoler kan forbedre indsatsen for tosprogede. Her spiller efteruddannelse for eksempel en vigtig rolle:


”Undervisning af tosprogede er en krævende opgave. Derfor er det er afgørende, at lærerne er tilstrækkeligt uddannet, så de har de rigtige redskaber til rådighed i undervisningen. Men en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viste i 2007, at otte ud af ti ikke føler, at de har de nødvendige forudsætninger for at undervise tosprogede. Derfor har vi i Tosprogs-Taskforcen fokus på at få løftet efteruddannelsesnivauet, så manglende uddannelse ikke skal være en hindring for den rette undervisning.” 

Tekst: Linda Lykke Madsen, Skolestyrelsen


 

Se alle