09-03-2010
De nationale test afprøves fortsat
Der arbejdes intensivt på at afhjælpe de tekniske problemer, så det bliver muligt at genoptage de obligatoriske test. Skolestyrelsens leverandør, COWI A/S, har gennemført belastningstest i weekenden.
COWI oplyser overfor Skolestyrelsen, at man efter gennemførelsen af weekendens belastningstest har optimeret systemet, så belastningen på serverne er markant reduceret, hvilket er en forudsætning for nedbringelse af svartiderne til et tilfredsstillende niveau.
COWI er sammen med de øvrige deltagere i test-konsortiet i gang med at analysere weekendens data for efterfølgende at give en samlet tilbagemelding til Skolestyrelsen.
Når de nationale test fungerer igen, får skolerne direkte besked af Skolestyrelsen. Skolerne vil få besked inden kl. 12, så der kan gennemføres test den følgende skoledag. Testene bliver dog først obligatoriske igen to dage efter, at skolerne har fået besked fra Skolestyrelsen.
Under alle omstændigheder får skolerne en status på situationen i morgen formiddag, onsdag den 10. marts.
Eleverne, som gennemførte nationale test mandag og tirsdag i sidste uge, oplevede meget lange svartider, og derfor valgte Skolestyrelsen at afbryde gennemførelsen af de obligatoriske test i dansk, læsning, matematik, engelsk, biologi, geografi og fysik/kemi.
Skolerne har booket tid til test frem til den 29. april, og hver skoledag er der booket omkring 15.000 test, hvor hovedparten af testene ligger om formiddagen.
Det er frivilligt, om man vil booke en ny tid til de test, som må aflyses i perioden, hvor testene er afbrudt.
Se alle