Folkeskolen – en kommunal opgave, du kan få indflydelse på
Det kan være svært at overskue, hvordan folkeskolen er organiseret, hvornår og hvordan du skal henvende dig, hvis du ønsker at deltage i arbejdet på dit barns skole eller mener, at der er konkrete forhold, der bør ændres. I dette afsnit får du en kort beskrivelse af følgende emner:
- Folkeskolen er en kommunal opgave
- Forældres muligheder for at få indflydelse
- Børn med særlige behov
- Sådan klager du
Folkeskolen er en kommunal opgave
Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for kommunens skolevæsen og træffer - inden for folkeskolelovens rammer - beslutning om indholdet af den kommunale skolepolitik og organiseringen af det kommunale skolevæsen. Det er således op til de kommunale politikere at træffe beslutning om, hvordan skoleforvaltningen i din kommune organiseres. Det gælder eksempelvis antallet af forældre-præsentanter i skolebestyrelsen samt hvilke beføjelser kommunalbestyrelsen delegerer til skolebestyrelsen. Du vil kunne læse mere herom på din kommunes hjemmeside.
Den kommunale forvaltning samarbejder med skolerne via skolelederen og skolebestyrelserne.
Forældres muligheder for at få indflydelse
Som forælder kan du følge med i og påvirke udviklingen på den folkeskole, dit barn går i, på en række måder. Samarbejdet mellem forældre og skole sker ofte gennem:
- en direkte kontakt mellem forældrene og de lærere, der underviser dit barn. Denne kontakt beskrives som regel som skole-hjem-samarbejdet
- deltagelse i det arbejde, der foregår i skolebestyrelsen på dit barns skole. Skolebestyrelsen består af repræsentanter for forældre, lærere og elever og vælges for en 4-årige periode.
Der vil i løbet af dit barns skolegang kunne opstå spørgsmål – generelle eller specifikke - som ikke kan besvares gennem det almindelige skole-hjem-samarbejde eller gennem deltagelse i skolebestyrelsesarbejdet. I sådanne tilfælde vil du som forælder kunne rette henvendelse til din kommunale skoleforvaltning. Mange spørgsmål vil du kunne finde svar på på kommunens hjemmeside.
Børn med særlige behov
Har dit barn særlige behov – det kan være i form af specialundervisning, specialpædagogisk støtte eller undervisning i dansk som andet sprog – vil du som forælder kunne have brug for særlig rådgivning. Skolen eller skoleforvaltningen vil i langt de fleste tilfælde kunne være behjælpelig med at formidle en kontakt til den specialrådgivning, der er behov for.
Sådan klager du
Der kan opstå situationer, hvor du som forælder kommer i tvivl om rigtigheden af beslutninger og afgørelser truffet af læreren, skolen eller skoleforvaltningen. I sådanne tilfælde er der mulighed for at klage. Klager kan rettes til skolelederen eller kommunen. Vedrører klagen spørgsmål om kommunens afgørelser om specialundervisning, kan klagen indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.
Senest opdateret 13-01-2010